Aromaterapi – virker æteriske olier virkeligt?

Hvordan beskriver man kort, hvad andre har skrevet hele bøger om? Jeg har givet det et forsøg og håber, du har glæde af at læse med. Nogen opfatter aromaterapi og æteriske olier som ren hokus pokus, men det er så meget mere, når man åbner for aromaterapiens muligheder.

Inden jeg kommer videre, vil jeg skynde mig at skrive, at denne artikel er min personlige forståelse af aromaterapi baseret på egne erfaringer, uddannelse og læsning af aromaterapeutisk litteratur. Min artikel tager udgangspunkt i den mere traditionelle aromaterapi – det nogen vil kalde holistisk, klinisk aromaterapi. Det er den retning min uddannelse har ført mig, uden at det dog har begrænset mig i forhold til også at arbejde med mange andre grene.

Aromaterapi er en holistisk helende behandlingsform, som bruger naturlige planteekstrakter fra blomster, frø, blade, rødder, træ, frugt og resins til at fremme den generelle følelse af sundhed og velvære for krop og psyke. Der tales blandt andet om den medicinske, den følelsesmæssige og den kognitive aromaterapi. Aromaterapi arbejder også energetisk. Æteriske olier kan bruges som en del af redskaberne i personlig udvikling, til religiøse ritualer, til meditation og til dybdegående indre healing. Vi taler ofte om brug af æteriske olier som en ordløs terapi. Æteriske olier balancerer og harmoniserer. Aromaterapien giver kroppen en håndsrækning og stimulerer helingsprocessen.

I de senere år har aromaterapi fået mere anerkendelse indenfor videnskab og medicin og brugen af æteriske olier er vokset markant.

Nogen vil kalde aromaterapi for en alternativ behandlingsform. For mig er aromaterapi en komplementær terapi, som ikke står i stedet for samarbejdet med læger og andre sundhedspersoner men som støtter op på vejen mod bedring.

Den aromaterapeutiske historie – meget kort fortalt

Den aromaterapeutiske historie rækker tusinder af år tilbage. Antikke kulturer i Kina, Indien, Egypten og mange andre steder brugte aromatiske planter i salver og olier til både medicinske og religiøse formål og som parfume. Allerede dengang vidste man, at aromatiske planter har både fysiske og psykiske fordele.

Udvindingen af æteriske olier ved destillering som vi kender det i dag, tilskrives Persien i det 10. århundrede, selv om denne praksis kan have været brugt længe før det. Informationer om destillering af æteriske olier blev publiceret i det 16. århundrede i Tyskland. Franske læger anerkendte i det 19. århundrede æteriske oliers potentiale i sygdomsbehandling.

I løbet af det 19. århundrede blev lægeverdenen mere etableret, videnskaben blev styrket, og de fleste fokuserede mere på brug af kemisk medicin, hvilket betød at brugen af naturens apotek blev trængt tilbage mange steder. I Frankrig og Tyskland anerkendte lægerne dog stadig naturlige botaniske stoffer til at behandle sygdomme.

Begrebet ”Aromaterapi” blev formet af den franske parfumerist og kemiker René-Maurice Gattefossé, da han udgav sin bog ved samme navn.

På Saxo.com, som sælger den engelske udgave skrives følgende om bogen (frit oversat):

”Her er det manglende led i æterisk olie litteratur, det første moderne værk, skrevet af manden, der opfandt ordet ”aromaterapi”. I juli 1910 opdagede René-Maurice Gattefossé lavendeloliens helbredende egenskaber efter alvorligt at have brændt sine hænder i en laboratorieeksplosion.

Hans bemærkelsesværdige bog blev først udgivet i 1937 og har været ude af tryk i mange år. Nu er den blevet redigeret af Robert Tisserand, forfatter til tre bøger om aromaterapi (herunder bestselleren The Art of Aromatherapy”, redaktionel rådgiver for Journal of Alternative and Complementary Medicine og redaktør af The International Journal of Aromatherapy.

Bogen er en fascinerende blanding af gammel og moderne viden og aromaterapeuter vil anse den som et vigtigt referenceværktøj. Omfattende noter leveres af Robert Tisserand bagerst i bogen. Bogen indeholder kapitler om mennesker og dyrs lugt, toksicitet, egenskaberne ved æteriske olier og deres bestanddele, behandling af mange sygdomme og over halvtreds casestudier fra læger.”

Hvad er æteriske olier?

I aromaterapien bruger man blandt andre naturlige remedier æteriske olier – af nogen kaldet essentielle olier. Det er helt det samme. Jeg foretrækker ordet æteriske olier, da det er duftmolekyler, der kan fordampe. Dette bliver jeg mindet om med brug af ordet æteriske. Essentielle olier kan sagtens bruges og giver måske mere associationer til plantens essens. Essential oils er det engelske ord.

Æteriske olier er planteekstrakter, der udvindes af aromatiske planter. De to mest almindelige metoder til at fange de aromatiske volatile forbindelser er dampdestillering og koldpresning. Metode afhænger af hvilken plantedel, vi ønsker duftmolekylerne fra (blomster, bark, hjertetræ, blade, frø, frugt, rødder, harpiks).

Enhver æterisk olie er unik i sin sammensætning af aromatiske forbindelse, oliernes kemi. Enhver æterisk olie er unik med sin bredde af helende egenskaber, brug og virkning. Den komplekse biokemiske sammensætning af aromatiske forbindelser afgør, hvordan en æterisk olie dufter og virker. Når man taler om æteriske olier, kan man bruge udtrykket ”En til mange”. ”En til mange” virker også den anden vej. Der findes ofte også mange forskellige æteriske olier, der kan give støtte til et bestemt formål. Når man kombinerer æteriske olier kan man skabe synergetiske blandinger, som giver endnu flere fordele.

Når vi bruger æteriske olier tæller vi i antal dråber. 1 enkelt dråbe pebermynte ville være nok til at lave 25 kopper pebermyntete. Der skal ca. 2 kg plantemateriale til at lave blot 5 ml sort peberolie, som svarer til ca. 80 dråber æterisk olie.

Hvordan virker aromaterapi?

Aromaterapi virker gennem lugtesansen. Når æteriske olier inhaleres vil duftmolekylerne blive opfanget af næsens receptorer. I næsehulen har vi omkring 40 mio. olfaktoriske neuron receptorer, der opfanger forskellige dufte, som sendes videre til lugtekolben. Lugtekolben, som er bindeleddet mellem næse og hjerne, sender herefter informationer til hjernen via det limbiske system og påvirker især amygdala, det følelsesmæssige center i hjernen, som fortolker signalerne ud fra din hukommelsesbank. Signalerne vil også stimulere forskellige kropsfunktioner.

Når æteriske olier bruges topisk, absorberes de af huden, hvor de aromatiske forbindelser arbejder sig videre til blodbaner og celler, hvorfra de udfører deres funktioner. En massageterapeut kan tilføje en dråbe eller to af merian æterisk olie til afspænding af stramme muskler. Et hudplejefirma kan tilføje lavendel til badesalt for at skabe et beroligende fodbad. Blot for at nævne to eksempler.

Aromaterapeutiske fordele

Op gennem historien har folketradition vist de aromatiske planters styrke.

Lovgivning begrænser os I, hvad vi må hævde at aromaterapi kan behandle. Aromaterapeuter må ikke stille diagnoser eller love behandling – det er som bekendt forbeholdt læger og sundhedsfagligt uddannede. Ikke desto mindre oplever mange en meget positiv indflydelse på, hvordan symptomer fra mange forskellige tilstande kan håndteres og styrke både den fysiske og følelsesmæssige sundhed, når man bruger æteriske olier.

Det kunne være indenfor områder som styrket luftvejsfunktion, forbedret søvnkvalitet, udbrændthed, depression, inflammation, gigt, menopause, en sund fordøjelse, smertelindring, reducering af stress- og angstsymptomer, lindring af ømme led og muskler, bekæmpelse af bakterier, virus og svamp, hudens sundhed, øget fokus og kognitiv funktion og lindring af ubehag ved graviditet og fødsel blot for at nævne nogle af de mange områder, hvor aromaterapien kan støtte op om det almene velvære.

Mange af disse påstande er ikke blevet bevist gennem forskning, men heldigvis er der kommet øget opmærksomhed på området – blandt andet pga. Covid 19 pandemien, hvor mange for alvor blev opmærksom på lugtesansens styrke.  Med den øgede indsats på forskningsområdet er man begyndt at kunne påvise aromaterapiens styrke på flere og flere områder. Man kan måske endda sige, at forskningen efterhånden underbygger, hvad mange ”altid” har vidst.

Enkelte æteriske olier har fundet vej til officielt anerkendte medier, hvor virkningen er så kendt, at de anbefales som mulige remedier til løsning. Dette gælder f.eks. for pebermynteolie, hvor man på Sundhed.dk kan læse følgende under afsnittet Colon irritable:

”Du kan eventuelt tale med din egen læge om anden behandling – herunder pebermynteoile. Sidstnævnte kan i nogle tilfælde give halsbrand, som kan undgås ved at indtage olien i kapselform.”

Et enkelt eksempel på lovende laboratorieundersøgelser er, at forskere på Johns Hopkins har fundet, at visse æteriske olier kunne dræbe en type Lyme-bakterier bedre end antibiotika – men det er for tidligt endnu at lave endegyldige konklusioner. Bekæmpelse af bakterier er ellers et område, hvor det kunne være fantastisk med nye løsninger efterhånden som mange bakterietyper er blevet resistente overfor den farmaceutiske antibiotika.

Undersøgelser tyder på, at der er fordele ved at bruge æteriske olier, mens andre ikke viser nogen markant forbedring i symptomerne. Kliniske forsøg har set på, om æteriske olier kan lindre tilstande som:

Hvis du er blevet nysgerrig for at dykke mere ned i forskningen, kan jeg anbefale Google Schoolar og PubMed som eksempler på steder, hvor man kan finde publicerede artikler om aromaterapeutisk forskning.

På dansk findes et meget begrænset udvalg af litteratur om aromaterapi – men kigger vi ud over landets grænser, er der skrevet rigtigt mange bøger og flere kommer til.

Aromaterapeuter begynder at finde vej til specialer som hospice pleje og fødselsstøtte for at nævne et par af det områder, hvor der er åbninger i den mere traditionelle medicin. Madeleine Kerkoff og Pam Conrad er gode eksempler på aromaterapeuter med baggrund i den traditionelle medicinske pleje, som har udviklet nicheområder, hvor de gør et stort og effektivt arbejde.

Hvordan bruges æteriske olier?

Æteriske olier kan bruges på rigtigt mange måder afhængigt af, hvilken virkning du ønsker at opnå.

Du kan dufte til dem ved hjælp af forskellige metoder – f.eks. kan du bruge en diffuser, et dampbad eller en naturlig parfume. Du kan tilføje de æteriske olier til dine plejeprodukter som dagcreme, shampoo eller lignende, eller du kan lave en rumspray.

Æteriske olier virker også ved topisk brug, hvor du f.eks. kan lave en massageolie eller igen tilføje de æteriske olier til lotions, cremer, fodbadesalt for at nævne nogle få.

Iflg. Johns Hopkins inkluderer de sikreste måder at bruge æteriske olier:

  • Aromaterapeutiske redskaber: armbånd, halskæder og nøgleringe som er lavet af absorberende materialer, hvor du påfører æteriske olier og dufter til dem i løbet af dagen
  • Kropsolier: en blanding af æteriske olier og bæreolier som oliven, jojoba eller kokos som masseres ind i huden. Da æteriske olier er meget koncentrerede kan de medføre irritation. Undgå at bruge dem i fuld styrke på huden.
  • Aroma sticks: Også kaldet æteriske olieinhalatorer, disse transportable plastik sticks har en absorberende væge, som suger den æteriske olie. De har et låg, som medfører at duften er lukket inde, indtil du er klar til at bruge den.

At diffuse æteriske olier er en populær måde at få glæde af sine æteriske olier. Man skal dog være lidt forsigtig med at diffuse æteriske olier på offentlige områder. Oliedampene kan påvirke mennesker meget forskelligt. Nogen kan simpelthen ikke tåle de kraftige duftmolekyler og kan risikere vejrtrækningsproblemer eller hovedpine, selv når det er helt rene olier, der bruges.

Når du bruger en diffuser i hjemmet, er det vigtigt at være opmærksom på, at dyr og børn skal kunne forlade rummet, når de har fået nok af oliepåvirkningen, og at du lytter til din krops reaktioner på den konkrete olie. Juster antallet af dråber afhængigt af diffuserens størrelse og funktionsmetode. Med få dråber kommer man langt.

Der er rigtigt meget god information om og forslag til brug af æteriske olier online. Desværre kan du også finde misinformation og råd, som opfordrer til et overforbrug med potentielle sundhedsrisici. En af mine hyppigt sagte sætninger er: du ved ikke, hvad du ikke ved. På min egen olierejse har jeg lært mange ting, jeg slet ikke var opmærksom på i begyndelsen.

Enhver må tage ansvaret for egen brug af æteriske olier, men desværre findes der også dem, der giver ”gode” råd om brug af æteriske olier uden reelt helt at vide, hvad de gør. Et sted, jeg ofte søger hen for at finde konkret information om en olie, er Aromaweb.com. Her kan du blandt meget andet læse om de enkelte oliers profil, terapeutiske egenskaber og sikkerhedsanbefalinger.

Har du ikke selv har viden, er det en god ide at spørge mennesker med viden – og at være lidt kritisk i forhold til kilden. Personlig erfaring er ikke nødvendigvis baseret på viden. En frisør, der klipper forkert, kan sagtens have mange års erfaring – hvor han har klippet forkert hele tiden, fordi han reelt ikke lærte håndværket. På samme måde er aromaterapi ikke et område, hvor man ukritisk kan konkludere at ”Det plejer jeg at gøre uden problemer, så det kan du også gøre” – ingen af os er ens, og æteriske olier er meget powerfulde, hvor Less is More er vigtig at huske på.

Du kan bruge aromaterapi til at støtte dig selv og dine nærmeste. Du kan også booke en behandling hos en aromaterapeut, hvis du har specifikke områder, du gerne vil have rådgivning om. En behandling vil tage udgangspunkt i en samtale, hvor klientens tilstand og livsstil tages med i overvejelserne, inden aromaterapeuten foreslår en behandlingsplan. For en holistisk arbejdende aromaterapeut vil kostvaner, medicinforbrug, søvnrytme, stress, sygdomshistorie, alder, allergier m.v. spille en rolle for valg af æteriske olier og metoder. En aromaterapeut vil f.eks. arbejde med aromatisk massage, udvikling af synergetiske blandinger til aromatisk påvirkning, lotions til hudpleje og massageolie til forbedring af cirkulation.

Vi bruger ofte æteriske olier intuitivt – jeg rækker tit ud efter en olie, blot fordi det lige er den, jeg har lyst til at ”være sammen med” i nuet og f.eks. dryppe i min diffuser eller tilføje til min creme. I min verden udelukker intuitiv brug ikke, at vi også bruger de æteriske olier sikkert og bæredygtigt med respekt for den jord, hvor vi har hentet disse fantastiske planter – eller gaver. Lad mig give et eksempel til at slutte af med.

Jeg har ikke rigtigt kunne håndtere lavendel æterisk olie. Den har været alt for voldsom for mig duftmæssigt. Det har jeg været ret ærgerlig over, da lavendelolie virkeligt har meget at byde på aromaterapeutisk for søvn, sundhed, hud og sind blandt andet. I forbindelse med et parfume-kursus blev vi opfordret til at fortynde de æteriske olier 1:10, inden vi duftede til dem på en duftblotter. Og så udfoldede lavendelolien sig for mig på en helt ny og meget fin måde. Jeg kunne pludseligt slet ikke lade være med at dufte til den pga. den fine aroma. Lavendelolie er en af de olier, vi betragter som en adaptogen olie, hvor mængden af olien påvirker den virkning vi får. I passende lille mængde, kan vi falde helt til ro – men bruger vil lige to dråber mere kan det betyde, at vi får en fornemmelse af at kunne hoppe på en ølkasse på Rådhuspladsen og tale tydeligt og længe.

Sikkerhed

Det betragtes generelt som sikkert at bruge æteriske olier, dog er er der nogle sikkerhedshensyn, som jeg vil opfordre dig til at følge for at undgå utilsigtede virkninger som hudirritation, udslæt, astmatiske reaktioner, hovedpine, allergiske reaktioner og kvalme. Ved uhensigtsmæssig brug kan man med tiden risikere at blive allergisk overfor bestemte olier, man kan få irriterede slimhinder eller problemer med mave, nyre osv.

Der findes olier, hvor man skal være særligt forsigtig med brug. Der findes olier, hvor man kan risikere uønskede bivirkninger. Der findes olier, som interagerer med medicin, du tager, hvor du ikke længere kan være sikker på, at din nødvendige medicin virker korrekt. Brug olierne forsigtigt hvis du lider af høfeber, astma, epilepsi, forhøjet blodtryk, eksem og psoriasis. Børn, gravide og ammende må være særligt forsigtige ved brug af æteriske olier. Dette handler både om dosering og om visse olier.

Heldigvis er alvorlige bivirkninger sjældne, men når hensigten er at forbedre vores velvære, er der ingen grund til at skabe nye problemer, som kan undgås med en smule research. Dette skriver jeg ikke for at afskrække fra at bruge de fantastiske oliers gaver til os, men som jeg siger: Hvorfor gå midt på hovedvejen, når der er et fortov?

Tisserand og Young har skrevet det digre værk Essential Oil Safety, som olie for olie beskriver hensyn at tage for sikker brug. Denne bog citeres af rigtigt mange aromaterapeuter, og der henvises til den i en del aromaterapeutisk litteratur. Bogen betragtes som branchens standard for sikkerhed. Personligt har jeg valgt at følge bogens anbefalinger ret tæt – at gå med både livrem og seler kunne man sige – samtidigt med at jeg har glæde af de æteriske oliers mange gode egenskaber. Æteriske olier kan bruges effektivt OG sikkert.

Da rene æteriske olier er meget potente, anbefales det at fortynde med bæreolie (en vegetabilsk olie) eller andet vegetabilsk materiale, før de påføres huden.  På den måde kan man beskytte huden, samtidigt med at man i mange tilfælde også opnår en bedre virkning lokalt.

Nogen vil hævde at man ”sagtens” kan bruge æteriske olier rent. Der vil også være tilfælde, hvor dette er korrekt. Men hvorfor skulle man? Jeg har endnu ikke hørt et godt argument for ikke at fortynde en æteriske olie før brug, med mindre det er til meget lokal brug ved et mindre forbrændt område, til pletbehandling af huden eller ved en mindre rift.

Hvis du vil bruge en olie for den følelsesmæssige støtte, er der dog ofte en mening i blot at dryppe en enkelt dråbe i håndfladerne og lave ”teltet” – dvs. samle hænderne om næsen og tage nogle indåndinger. Dette er en hurtig og bekvem måde at arbejde – men reelt kunne man få samme virkning ved at dufte til en fortyndet olie.

Hvis du får et rødt, kløende udslæt eller anden form for ubehag efter påføring af æteriske olier, kan du overveje, om du skal opsøge en læge, da det kan være en allergisk reaktion. Under alle omstændigheder skal du ikke påføre flere æteriske olier for at dæmpe symptomerne. Det du kan gøre er at smøre rigeligt bæreolie (vegetabilsk olie) på stedet, så du ”fortynder” mængden af de æteriske olier. Æterisk olie kan ikke vaskes af med vand.

Nogle olier – især visse citrusolier – er fotosensitive, hvilket betyder at huden er mere påvirkelig af solens stråler. Det er en god ide at undgå brug af disse olier, når du ved at du skal tilbringe tid i solen.

Pebermynte anbefales ofte til hovedpine headaches. Men bruger du pebermynteolie, hvor børn under 30 mdr. opholder sig, kan barnet blive voldsomt påvirket og få problemer med vejrtrækningen. Personer med en hurtig hjerterytme kan også reagere negativt på pebermynte, ligesom personer med kol kan opleve problemer.

Et lille antal mennesker kan opleve irritation eller allergiske reaktioner på visse æteriske olier. Selvom du kan opleve en reaktion på enhver æterisk olie, er nogle olier mere tilbøjelige til at være problematiske, herunder:

  • Oregano æo
  • Cinnamon bark æo
  • Jasmine æo
  • Lemongrass æo
  • Ylang-ylang æo
  • Chamomile æo
  • Bergamot æo er

Generelt kan man sige, at der ikke findes en fit-all måde at tilgå æteriske olier. Den bedste måde at få mest muligt ud af æteriske olier er at lære mere om, hvordan de arbejder, hvad de kan hjælpe med og at vælge de bedst mulige olier af høj kvalitet.

Hvis du overvejer at bruge æteriske olie som støtte til medicinske udfordringer og ikke føler, at du har den fornødne viden om æteriske olier, vil jeg opfordre til, at du tager kontakt med din læge for at sikre, at der ikke opstår problemer.

Desværre er der ikke mange læger i Danmark, der ved ret meget om aromaterapi. Men de ved noget om kontraindikationer og bivirkninger, når vi bruger æteriske olier som aromatisk medicin – det der ofte kaldes fransk aromaterapi. Efterhånden har min læge også lært, at aromaterapi er en vej, der fungerer for mig. Han ved f.eks. at jeg ikke længere kommer og beder om recepter på smertelindrende medicin, fordi jeg har fundet redskaber i aromaterapien, som jeg føler mig bedre tilpas med, og hvor jeg kan undgå de bivirkninger, der er ved meget smertelindrende medicin.

Hvordan finder man en æterisk olie i høj kvalitet?

Der findes langt over hundrede olier på markedet og flere kommer til, efterhånden som vi opdager de aromatiske planters nytte for os. Der findes mange kvalitetsolier – og der findes endnu flere, der mildest talt ikke er værd at købe. Kvaliteten af æteriske olier på markedet varierer meget – fra de reneste æteriske olier til de som er fortyndet med billigere ekstrakter eller ligefrem syntetiske udgaver af duftmolekylerne.

Det er et område med meget forfalskning, så man skal være opmærksom for at få rene, æteriske olier og købe gennem troværdige forhandlere. Der findes ingen international standard for kvalitetssikring – desværre. For at opnå optimale terapeutiske egenskaber er det vigtigt at købe et kvalitetsprodukt uden syntetiske tilsætningsstoffer.

Du kan desværre ikke altid stole på, at etiketten på produktet lister alt, der er i den flaske, du køber. Blandt andet dette faktum er med til at gøre, at mange helt fraråder indtagelse af æteriske olier, med mindre det foregår under kyndig vejledning.

En måde at sikre dig, at du handler med et seriøst firma, er at bede om adgang til testrapporter. Et firma, der har gjort sig umage med at gennemføre ofte meget dyre test, vil oftest også være interesserede i at dele deres resultater med dig.

En GC/MS rapport indeholder oplysninger om oliens sammensætning og er et vigtigt redskab for aromaterapeuter, når de skal vurdere virkningen af en olie. Personligt ville jeg aldrig købe en olie fra en forhandler, der ikke er villig til at dele en GC/MS rapport med mig.

Mange hævder at have et produkt, der har ”therapeutic grade”, men det er blot et marketingsudtryk, som i høj grad misbruges og reelt ikke fortæller noget videre om oliens kvalitet.

Desværre er der masser af produkter, du kan finde online eller i butikker, der ikke er høstet korrekt, eller som indeholder “noget”, som ikke er angivet på etiketten. Johns Hopkins giver nogle tips, når du handler æteriske olier:

  • Se på etiketten: Den bør inkludere det latinske navn på planten, information om renhed eller andre ingredienser, som er tilføjet, og derudover landet, hvor planten har groet
  • Undersøg firmaet: Bestil produkter fra et velkendt og anerkendt aromaterapeutisk firma, som har eksisteret i flere år
  • Vælg mørkfarvede glasbeholdere: Rene æteriske olier er meget koncentrerede. De kan opløse plastikflasker hen over tid og dermed påvirke olien. De fleste firmaer pakker deres æteriske olier i brune eller blå glasflasker for at beskytte kvaliteten
  • Undgå ”fragrance oils”: Fragrance eller parfumeolier er lavet af æteriske olier blandet med kemikalier eller også er de udelukkende kemiske. De er ikke egnede til aromaterapi – se i stedet efter flasker, som indeholder en enkelt æterisk olie i sin reneste form (100% æteriske olier uden nogen fyldstoffer)
  • Sammenlign priser: Æteriske olier skifter i pris afhængigt af høst og produktion. Indenfor en linje bør der være en bred vifte af priser – Rose absolute eller Sandalwood oil vil være dyrere, mens Sweet orange/ Wild orange vil være i den billigere ende. Hvis du finder en bundpris for en dyr æterisk olie – er den sandsynligvis ikke ren.

Populære olier til aromaterapi

Hvilke olier der er bedst for dig, afhænger af hvilke formål du har med at bruge æteriske olier og af dine duftpræferencer. Er du på udkig efter en olie til lindring eller til mindfulnessøvelser, har du brug for en skøn duft til din naturlige parfume eller er du på vej til eksamen? En æterisk olier kan meget hurtigt finde minder frem, men har du f.eks. mange ubehagelige minder forbundet med lavendel, er det måske er helt anden olie, der bliver dit valg.

En til mange – princippet kommer i spil her. Lad os sige at du har lyst til at dufte til en æterisk olie for at stimulere dit humør, og du har hørt at citronolie har opkvikkende virkning, men at du absolut ikke kan klare duften af citron. Du kan så i stedet vælge en anden citrusolie – det kunne være en appelsinolie – og opnå samme opkvikkende virkning.

Ifølge National Association for Holistic Aromatherapy er nogle af de mest populære æteriske olier:

Clary Sage, cypres, eucalyptus, fennikel, geranium, ingefær, helichrysum, lavendel, citron, citrongræs, mandarin, neroli, patchouli, pebermynte, romersk kamille, rose, rosmarin, tea tree, vetiver og ylang ylang.

Vi kan hente inspiration i litteratur og gode råd – men i bund og grund er det et meget subjektivt valg.

Kilder:

https://www.healthline.com/health/what-is-aromatherapy#summary

https://www.hopkinsmedicine.org/health/wellness-and-prevention/aromatherapy-do-essential-oils-really-work

https://www.tisserand.com/blog-articles/