Jeg kalder mig holistisk aromaterapeut, men hvad ligger der bag ordet?
I Danmark har vi ikke en aromaterapeutisk brancheforening. Vi har heller ikke et uddannelsessted, hvor man kan erhverve et diplom på gennemført uddannelse til holistisk aromaterapeut. Dermed har vi heller ikke en standard for, hvornår man kan kalde sig aromaterapeut.
Som RAB godkendt behandler skal man deltage i minimum 250 timer indenfor sit specialområde foruden at leve op til de øvrige krav. Jeg har certifikater liggende på langt over 500 timer og er nu i gang med en uddannelse, der kvalificerer til at blive registreret som professionel aromaterapeut hos de internationale brancheforeninger som f.eks. AIA, NAHA og IFPA. Når man går på en kvalificerende uddannelse kan man optages som studerende, hvilket jeg har valgt at blive.
IFPA har base i Europa, så det er den forening, jeg følger tættest. Og her i 2024 har jeg opnået den store ære at blive valgt som trustee i foreningen – det vi ville kalde bestyrelsesmedlem på dansk.
Med mit medlemskab følger også, at jeg forpligter mig til at overholde foreningens Best Practice. Naturligvis. Hvis du vil vide, hvad den er, kan du læse med her.