Når brugere af æteriske olier taler om indtagelse og indvortes brug i den ene eller anden udgave, falder snakken hurtigt på ”Fransk Aromaterapi” som begrundelse for, at det er helt ok at indtage æteriske olier. Nogle gange får man nærmest en fornemmelse af, at der er en aromatisk kamparena fra holdningen: ”Indtag ALDRIG æteriske olier” til ”Fyld kapslen med det, du har lyst til”. Jeg selv har næsten en oplevelse af denne kampplads i mit indre. Jeg har indtaget mange flere olier tidligere, end jeg gør nu. Men nogen af olierne har jeg svært ved at slippe – og behøver jeg det?
Der må være en mere nuanceret tilgang end dette enten-eller. Jeg gik på jagt for at blive klogere på ”Fransk Aromaterapi” – og denne lange artikel fortæller, hvad jeg fandt ud af. Jeg vil starte med at skrive: Ja, der er en meget mere nuanceret tilgang.
Der tales om forskellige skoler indenfor aromaterapien. Dette refererer til aromaterapiens historie og udvikling fra at bruge æteriske olier til wellness og skønhedspleje til at bruge disse olier mere medicinsk. Og her er det, at det der kaldes fransk aromaterapi kommer ind i billedet.
Robert Tisserand
Det vil dog række for vidt med en længere udredning af den historiske udvikling her, så jeg vil starte med at finde et citat frem fra Robert Tisserand, som helt tilbage til 2014 blev interviewet af Labron Allen (Functional Medicine Nutritionist). Interviewet kan findes her. Du kan se en fuld transcript på engelsk af interviewet her.
Robert Tisserand er et kendt navn i aromaterapeutiske kredse. Han holder øje med al udgivet forskning af æteriske olier, han samarbejder med læger, herbalister, apotekere og integrerer videnskabelige data med holistiske principper. Han har over 40 års ekspertise indenfor aromaterapeutisk produktudvikling, og han anses som ekspert indenfor sikkerhed, når det kommer til æteriske olier – faktisk i en sådan grad at bogen Essential Oil Safety – A Guide for Health Care Professionals af Robert Tisserand & Rodney Young (2nd edition, 2014) anses som branchens standard, når det kommer til guidelines for sikkerhed og æteriske olier.
I samtalen mellem Robert Tisserand og Labron Allen kommer de ind på mange emner indenfor indtagelse, fortynding og sikkerhed. Og herunder fransk aromaterapi, som denne artikel fokuserer på. Her er et udsnit af samtalen, som jeg synes giver et historisk blik på begyndelsen (oversat efter bedste evne).
”RT: Jeg blev involveret i slutningen af 60-erne – begyndelsen af 70’erne, hvor jeg boede i London, og jeg vil sige at på det tidspunkt handlede aromaterapi meget om skønhedsbehandlinger. Du fik massage, du fik ansigtspleje og du følte dig godt tilpas, det var en skønhedsbehandling og det var det. I 1967 stødte jeg på en fransk bog af dr. Jean Valnet om aromaterapi fra et mere klinisk, medicinsk perspektiv. Og det fik mig virkeligt til at indse, at dette var meget mere en skønhedsbehandling, det var virkeligt noget, der fascinerede mig, og det har det gjort lige siden.
LA: Det er virkeligt fascinerende, så du er faktisk ret bekendt med den franske metode for brug af æteriske olier?
RT: – ja jeg ved ikke om der er en fransk metode. Der er en meget lille gruppe læger i Frankrig, som bruger æteriske olier og urter såvel som konventionel medicin i deres behandlinger og nogle gange bruger de æteriske olier ret intensivt, som regel fordi de behandler mennesker med kræft og kroniske infektioner, som patienterne har lidt af i årevis, og indtagelse af æteriske olier er virkeligt et godt valg til behandling af kroniske infektioner, hvis du er læge.
LA: Jeg forstår. Så det hjælper en hel del med nogle af de misforståelser der synes at være almindelige, særligt i USA, at der er mange personer der foreslår blot at indtage disse forskellige æteriske olier tilsyneladende vilkårligt.
RT: Ja, jeg tror, at det bliver forvirrende, fordi folk ofte henviser til GRAS status, så de vil sige, at denne æteriske olie har GRAS status, hvilket betyder, at den generelt er anerkendt som sikker af EPA og FDA. Men faktisk er det, det gælder for, brugen af æteriske olier i fødevarearomaer; Specifikt gælder dette kun for fødevarearomaer og ikke for andre anvendelser såsom medicin. Så GRAS status betyder ikke, at denne æteriske olie er sikker at indtage, det betyder, at denne æteriske olie er sikker at bruge som smagsgiver i mad, hvilket ja resulterer i indtagelse, men ordet indtagelse er, hvor forvirringen sker, fordi det ikke er en måde at sige, at dette er OK at bruge som medicin.
LA: Har du set tilfælde hvor der har været skadelige virkninger fra indtagelse af æteriske olier?
Den mest almindelige bivirkning ved indtagelse er simpelthen maveirritation. Hvis du putter æteriske olier i vand og drikker vandet, er der to grunde til, at dette ikke er en god idé. Den ene er, at æteriske olier ikke opløses i vand, og så gør det faktisk sværere for din krop at optage æterisk olie i sit system, fordi den ikke er jævnt fordelt. Det gør det meget sværere for kroppen, men det betyder også, at du har små dråber æteriske olier, der flyder rundt i maven, og det kan føre til irritation af de meget følsomme slimhinder i maven. Som du ved, var der en nylig erklæring fra Gary Young fra Young Living, der sagde, anvend ikke æteriske olier på slimhinder, hvilket dybest set betyder, at du ikke skal putte dem i munden.”
Efter at have talt om fortynding ved topisk brug, vender samtalen tilbage til emnet indtagelse.
“LA: Wow, det er rigtig god information! Lad os gå tilbage til da du første gang nævnte, hvordan du blev mere interesseret i de kliniske aspekter af æteriske olier med den franske bog. En anden stor del af den forvirring jeg ser, er ideen om at der er forskellige skoler af overbevisninger eller metoder eller hvilket ord du foretrækker at bruge, når det kommer til brug af æteriske olier. Hvordan begyndte dette efter din opfattelse?
RT: Jeg tror det begyndte i England i de tidlige 70’ere op gennem 80’erne og med udviklingen af aromaterapien der, hvor folk begyndte at skrive bøger, starte skoler, holde taler – og jeg var bestemt en stor del af dette – ingen af os talte reelt om at give olierne internt, fordi dette hørte under medicinsk praksis. Vi følte alle, at dette ikke var noget vi gjorde, vi var primært massage terapeuter. Vi giver ikke medicin oralt; vi går ikke ind for intern medicin, der er ikke hvad vi gør.
LA: I er ikke læger (medical doctors)?
RT: Nej, ikke medical doctors – ikke engang praktiserende med naturlægemidler, og så kom en ny fransk bog i 1990-erne af Franchomme og Pènoël – og de kom over til England – og jeg tror også til USA, og de sagde: nej, oralt brug er godt, intern er godt, intensiv er godt, du skulle gøre dette, du kan gøre dette, det er OK. Jeg tror problemet er, at ja, det er ok, så længe du ved, hvad du gør, og på samme måde som du ikke leger med en kirurgs knive eller farmaceutisk medicin, du leger ikke med disse ting. Du bruger disse passende, hvis du ved, hvad du laver, og jeg tror det samme gælder for æteriske olier, at ja du bruger dem passende, hvis du ved, hvad du laver.
Og by the way, jeg har aldrig sagt, at du ikke skal indtage æteriske olier. Du tror måske, du har hørt mig sige det i dag. Jeg har ikke sagt til folk, at de ikke skal indtage æteriske olier; jeg tror ikke at det er et absolut no-no. Hvad jeg tror er, at du skal vide, hvad du laver. Det er nødvendigt, at du ved, hvorfor du gør det; hvilken dosis du skal tage, hvor lang tid du tager det; hvad årsagen er. Jeg tror ikke, at æteriske olier er substanser, som vi bare skal bruge proaktivt, fordi hvis du får en viral infektion, hvis du får en seriøs sygdom, og du så ønsker at bruge aromaterapi, og du har doseret dig selv med en stor mængde æteriske olier i flere år, well hvad vil du så gøre nu? Fordi din krop allerede nu er vant til disse olier, du har taget. Hvis du taler om meget små mængder, som du vil bruge som smagsgiver – hvis vi taler om en eller to dråber om dagen – er det fint, det er OK, men hvis du tager en terapeutisk dosis æteriske olier, hvis du tager 10 dråber, 20 dråber om dagen, bare fordi nogen fortalte dig, at det var en god idé, Det er ikke en god idé.
LA: Så din anbefaling for enkeltpersoner vil være at behandle æteriske olier, når det kommer til indtagelse mere som medicin med den samme respekt?
RT: Ja. Den måde, jeg ser det er, at hvis du er syg, tager du medicin, og så bliver du rask. Det er det scenarie, jeg forestiller mig, så hvis du har anstrengt en muskel, anvender du et liniment, du anvender en salve på den muskel, på huden over den muskel, og de indeholder ofte mentol og kamfer og andre æteriske oliebestanddele, der går gennem huden til musklen, og det gør, hvad det gør, Men når muskelsmerterne er væk, behøver du ikke fortsætte med at anvende det, og det ligner den måde, antibiotika tages på. Du tager antibiotika, så længe du har brug for det, du tager antibiotikaforløbet, og så stopper du. Jeg foreslår ikke, at vi overhovedet skal tage antibiotika, men det er den samme situation med æteriske olier. Hvis du har en infektion, hvis du har en luftvejsinfektion, så ja du kan indånde æteriske olier, du kan anvende dem på brystet, uanset hvad, mens du er syg, og så stopper du. Det er det billede, jeg forsøger at male.
LA: Forstået, så grundlæggende er det du prøver at sige at den profylaktiske brug af lad os sige oregano æterisk olie med 15 dråber om dagen ikke er en god ide.
RT: Ikke på længere sigt, det er ikke nogen god ide, nej.”
Mulig litteratur
Ud fra dette interview forstår jeg ”Den franske aromaterapi” som en behandling, der ordineres af lægefagligt personer, når der er en medicinsk årsag til brug. Men nu skal man jo ikke kun lytte til en kilde, når man undersøger et område. Jeg prøvede først at skrive ”Fransk aromaterapi” i Google, for at komme videre.
Her stødte jeg på en dansk bog af Hanne Lind med titlen ”Æterisk Olie til Fransk Aromaterapi”, som blev udgivet i 2017. Om bogen står der: “Praktiske råd og vejledning i anvendelse af aromaterapi. Denne bog er en opfordring til at tage et effektivt alternativ i brug til gængse infektioner, da æteriske olier er aktive i bekæmpelse af både bakterier og virus. Æteriske olier har en fantastisk affinitet med vores krop og virker både på fysiske problemer som på vores psyke.”
Desværre fremgår det ikke, hvad Hanna Linds faglige kvalifikationer er i forhold til at skrive denne bog. Jeg har fundet hende beskrevet som sundhedsrådgiver. Men det kan sagtens være mig, der ikke har ledt grundigt nok. Det ser dog ikke ud til at bogen er til salg nogle steder i øjeblikket. Jeg forsøgte så – uden held at finde bogen på e-reolen. Hvis du tilfældigvis har bogen stående, vil jeg meget gerne høre fra dig på mail, da jeg forsøger at holde mig opdateret på litteratur om aromaterapi udgivet på dansk.
”Nå men så må jeg jo lede videre for at blive klogere… vi prøver på engelsk”, var min tanke, da jeg ikke kunne finde dansk litteratur. I min søgning fandt jeg bogen ”French Aromatherapy – Essential Oil Recipes & Usage Guide af Jen O’Sullivan fra 2016.”
Denne bog har følgende beskrivelse: “Den mest omfattende opskrift og brug guide, der udnytter den franske aromaterapimetode. Fransk aromaterapi er kunsten at bruge æteriske olier, der omfatter alle anvendelsesmetoder: aromatisk, topisk og intern. Du vil lære ordentlige sikkerhedsforanstaltninger, og hvordan du implementerer æteriske olier i hele din livsstil. Denne bog giver over 300 opskrifter, der hjælper dig med bedre at forstå og bruge dine æteriske olier.”
Denne bog kan jeg heller ikke finde nogen steder at købe online. Til dig som læser: hvis du kender til et sted, jeg kan købe den, må du gerne sige til.
Hertil i min søgning kan jeg konkludere, at der findes noget nogen kalder fransk aromaterapi, men at begive mig ud i at studere fransk for at få forståelsen fra de tre nævnte franske herrer – det er lige i overkanten for mig. Hvis fransk ikke er en hindring for dig, betragtes bogen ”l’aromathérapie exactement” som en vigtig referencebog, om end jeg har hørt, at den er lidt vanskelig at læse.
Aromaterapeutens svar
At nå hertil tilfredsstillede mig ikke, så jeg måtte gå videre. Jeg spurgte så en meget respekteret aromaterapeut, hvordan jeg kunne blive klogere på emnet. Da det var en privat snak, vil jeg ikke bringe hendes navn her. Hun svarede mig blandt andet:
”Fransk” aromaterapi er ikke rigtigt en ting. Begrebet er formet af dem, som tror på at æteriske olier er helt okay at indtage. Og det er de i visse tilfælde også med grundig formulering osv. og indtaget i en kapsel.”
Som Tisserand kunne hun også oplyse at begrebet har sin oprindelse fra en gruppe franske læger, som bruger æteriske olier oralt til specifikke lidelser. Og så tilføjede hun noget for mig vigtigt:
”Forskellen er, at de ved, hvad de laver!”
hvor hun hentyder til de mange anbefalinger, der florerer mellem brugere, der deler opskrifter og råd uden reelt at have sat sig ind i, hvordan æteriske olier arbejder i vores krop. Hun gav to eksempler på, hvordan indtagelse kan være et problem:
1 dråbe peppermint æterisk olie svarer til 26 kopper pebermyntete. Dette fortæller ret meget om potensen af en æterisk olie, og om hvor meget planteekstrakt vi reelt får med en enkelt dråbe.
(+)- limonene, som er den kemiske forbindelse, der er mest af i Lemon æterisk olie (og i de fleste andre citrusolier), bruges i rengøringsindustrien som en affedter og et opløsningsmiddel. Som hun siger: “Hvis det kan fjerne fedt og snavs i køkken og badeværelse, så prøv at forestille dig, hvad det kan gøre for dit spiserør og slimhinden i din mave, når du tilføjer den til dit drikkevand!”
Ja, det er værd lige at give en tanke!
Mark Webb
Men er der så ingen måde, man kan bruge de æteriske olier internt på en sikker og oplyst måde. Jo, det fortalte Franchomme og Pènoël os jo. Så der må være en vej at få mere indsigt, også selv om man ikke kan forstå fransk. En af disse veje er at finde kurser af Mark Webb, som underviser i det, der kaldes Aromatic Medicine. Mark Webb kaldes også ”The Aromascience Guy”, og du kan finde ham på Facebook.
Jeg deltog i Aromasummit – en onlinekonference med en masse specialister, og der fortalte Mark Webb om sin tilgang til brug af æteriske olier. Han fortalte blandt andet om, hvordan han laver aromatiske sirupper og inddrager olierne i sin madlavning. En rigtig spændende mand at lytte til. Han har blandt andet udtalt:
”I Frankrig blev vægten lagt på på oral og rektal brug af æteriske olier, aromaterapi som en form for médecines douces (naturmedicin), hvor Dr. Jean Valnet betragtes som pioner for denne praksis; mens den traditionelle brug af volatile ekstrakter (æteriske olier) genopstod i Storbritannien blandt herbalister i form af deres overvejende dermale og respiratoriske brug som studerende hos den østrigskfødte sygeplejerske Marguerite Maury, hvilket banede vejen for holistisk aromaterapi.
Disse fremgangsmåder er vævet sammen og har spredt sig ud over Frankrig og Storbritannien i en sådan grad, at det måske ikke længere er så relevant at tale om en »fransk skole« eller »britisk skole« som sådan — ikke mindst fordi forskellige former for æterisk oliepraksis i dag udmærker sig ved de forskellige sammenhænge, hvori de udføres: i det naturlige sundhedscenter, urtepraksis, apotek, hospital, hospice, sundheds- og skønhedsklinik og spa – hvor hvert sted understreger anvendelsesmetoder, der passer til deres sammenhæng.”
Her er en video med et interview med Mark Webb, som jeg kan anbefale dig at se. Måske er det noget for dig, at finde et studie, hvor han underviser i ”Aromatic Medicine”, som han foretrækker at kalde det fremfor ”Fransk Aromaterapi”. Jeg har nok på min tallerken lige nu, men jeg kunne rigtigt godt tænke mig at lære meget mere af Mark Webb, som jeg fik en lille snak med på det omtalte summit om min Copaiba-kapsel, hvor hans holdning er, at den kan jeg roligt fortsætte med, da Copaiba er en sesquiterpene. Han anbefalede mig at dryppe en smule olivenolie i kapslen.
Praksis i forskellige miljøer
Der ser ikke ud til at være de store forskelle i forhold til forståelsen for, hvordan ”Fransk aromaterapi” er opstået. Som jeg har kunnet finde ud af, handler det meget mere om, hvordan den praktiseres. Og af hvem. Og her er det at min fornemmelse af en kamparena opstår – særligt mellem MLM og certificerede aromaterapeuter.
Jeg blev ærligt glad, da jeg blev præsenteret for denne video, hvor Jessie taler ud fra sin erfaring fra begge ”verdener” – og hun taler meget om forskellen mellem britisk/amerikansk og fransk litteratur. Hun skriver selv: ”Jeg vil dele med dig, hvordan ”fransk” aromaterapi, at være i MLM æterisk olie rummet til formelt at studere aromaterapi har indflydelse på den måde, jeg bruger æteriske olier”. Denne video gjorde mig en hel del klogere, og hjalp mig med at finde ro i min egen indre kamparena. Det behøver ikke at være et enten eller.
Jade Shutes
Jessie har også lavet et interview med Jade Shutes om intern brug af æteriske olier. – eller Aromatic Medicine. Dette interview har ærligt gjort hele forskellen for mig. Jade Shutes er leder af skolen ”The School for Aromatic Studies”, hvor der blandt andet er en meget spændende blog, og hvor jeg har fundet mit næste kursus ”Internal Use of Essential Oils”. Skolen udbyder rigtigt mange kurser med spændende overskrifter.
Efter at have set denne video er min egen konklusion klar:
Aromatisk medicin er en vej – også for mig. Men en vej, hvor jeg må uddanne mig meget mere, før jeg føler mig fortrolig nok med dosering, kontraindikationer, metoder osv., inden jeg vil give råd til andre om internt brug af æteriske olier.
Vi må se, når jeg bliver færdig med mit studie på Essence of Thyme – College of Holistic Studies, hvor min vej fører mig.
Kurt Schnaubelt
Indtil da vil jeg læse den bog, som Jade Shute omtaler; nemlig ”The Healing Intelligence of Essential Oils” af Kurt Schnaubelt, som jeg for nyligt købte men ikke rigtigt er kommet i gang med. Bogen kan købes både som e-bog og paperback, blandt andet hos Saxo.com. Er du interesseret, kan du læse mere om og med af Kurt Schnaubelt her.
Min undersøgelse har ført mig til afklaring om, hvad der er rigtig for mig. Jeg fandt en måde at lære mere på en måde, der fungerer for mig. Min indre kamparena er lukket. Hurra! Jeg nåede i mål. Jeg håber jeg med min artikel har sat lidt lys på begrebet Fransk Aromaterapi, så du kan træffe de rigtige valg for dit liv.
Vil du vide mere efter min roman her, er der to artikler, jeg kan foreslå: